En besynderlig drøm fra 1993

Er en besynderlig drøm fra 1993 mon ved at gå i opfyldelse?

I efteråret 1993 lå jeg på en madras på gulvet og sov i Berlin. Jeg vågnede meget tidlig morgen efter at have haft en besynderlig drøm. En drøm så speciel, at jeg omgående greb notesbog og pen og skrev den ned. Drømmen står stadig meget tydelig i min erindring selv den dag i dag, næsten 30 år senere. Jeg har tidligere delt drømmen med andre, men det er ved at være en del år siden.

Drømmen var følgende:

Jeg befandt mig i en festsal på et prægtigt eventyrslot. Inde på slottet var der en masse mennesker fra hele Europa samlet til en kæmpe fest. Der var musik, der blev danset og drukket champagne. Alt syntes godt, men der var noget malurt i bægeret. Én gæst havde nemlig forladt festen, og det var værterne ikke specielt glade for. Det havde lagt lidt en dæmper på festen. I hvertfald hos dem der havde bemærket det.

I næste nu befandt jeg mig på øverste trappesten foran slottet, sammen med nogle andre. Pludselig kom en ridder i fuld rustning ridende på en hvid hest ind foran slottet. Han stod af hesten, gik selvsikkert op ad trappen, så de sammenstimlede veg tilbage og gav plads. Det var ham der tidligere havde forladt festen, som var vent tilbage, men ikke for at slutte sig til festen igen. Han gik ind på slottet, spurgte efter slottets herre og gik så hen til en nærmest usynlig dør skjult under en trappe. Han gik ind. Jeg fulgte i drømmen med som den observerende flue på væggen. Han kom ind i et mørkt rum. Der var et vindue, men der hang tykke gardiner og stjal lyset. Rummet var støvet og der hang spindelsvæv. Ind i rummet kom slottets herre, spurgte ridderen hvad han ville her? Uden at svare gik ridderen hen til en slags pengeskab. Han åbnede skabet og tog en stor sort sten på omkring 20 cm i diameter ud af skabet. Dette var stenen, som gav fundament for den store fest der foregik i balsalen på slottet. Denne prægtige og flotte sten, var årsagen til de alle ville være med til festen. Ridderen kylede stenen ned i gulvet, så den splintredes i tusindvis af stykker. Den viste sig bare at være af glas, og egentlig værdiløs. Slotsherren var rasende over ridderen havde afsløret ham, men kunne af en eller anden årsag ikke gøre ridderen noget. Han stod nærmest bare fastfrosset på stedet.

Ridderen gik herefter ud af rummet igen. Flere fra festen var stimlet sammen i slottets forhal. Ridderen fortsatte mod hoveddøren og ud, hvor han steg op på sin hest igen, imens nogle af gæsterne fulgte med ud til trappen og andre gik tilbage til festen i balsalen. Ridderen spurgte, om nogen ville med ham, for så var det nu. Tre personer, der repræsenterede hvert sit land, trådte frem og satte sig op på hesten bag ridderen. Jeg undrede mig, for jeg havde aldrig set 4 mand på én hest før.

Her sluttede drømmen.

Jeg vågnede og vidste instinktivt hvad slottet, den sorte sten, ridderen og hvem den ene af de tre der trådte frem, var. Desuden at de to andre, hørte til samme område, som ham den ene.

Slottet og festen repræsenterede Europa Unionen, eller EU som det også typisk kaldes. Alt ser fantastisk ud, og det var som at holde en gigantisk fest.

Ridderen var England, og den ene af de tre personer, var Danmark. De to andre tilhørte samme geografiske område, men på det tidpunkt hvor jeg havde drømmen, var Sverige og Finland dog endnu ikke blevet en del af EU. Det skete først 1995, efter en afstemning i efteråret 1994.

Brexit - God ide eller Guds ide?

EU - Tanken om hele Europas lande og folkslag skal bindes sammen til en enhed; et fællesskab. Vi skal droppe vore nationale identiteter og istedet iklæde os en fælles Europæisk identitet.

Tanken om fællesskab og enhed kan lyde besnærende. Nogle antager også ideen for at være baseret på kristne værdier, men er det nu også sådan?

Fra et radikalt kristent perspektiv læner ordene om enhed og fællesskab sig op ad andre fraser vi anvender i kristne sammenhænge, men der ligger en perverteret tankegang bag. Tanken om, at forene landene og folkene til en enhed er ikke en Guds tanke!

På Babelstårnets tid, hvor alle folk havde fælles sprog og fælles kultur, men havde mistet Gudstroen, da begyndte man at ville manifestere sig op imod Gud. De bestemt sig for at bygge et tårn der ville strække sig helt ind i himlen. "Så sagde Herre: "Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem.". (1. Mos. 11:6) Gud gav derfor folket forskellige sprog, så de ikke længere kunne kommunikere og de måtte opgive deres forehavende. Gud spredte folket over hele jorden.

Gud fastsatte landegrænser for de forskellige folkeslag (5. Mos. 32:8 og Apg. 17:26). Intet steds i Bibelen ophæver Gud denne inddeling. Faktisk fastholder han den stædigt, ved at have udpeget ét folkeslag som sit udvalgte: Jøderne.

Altså, at folkeslag er inddelt efter landegrænser efter kultur og sprog er en Guds ide. 

Kultur kendetegnes iflg. politologen og forfatteren Samuel P Hountington ved man har et fælles sprog, historie, traditioner, kultur og religion. Hountinton kalder disse for civilisationer.

Europa har ikke et fælles sprog, selvom man prøvede i begyndelsen af 90'erne at indføre Esperanto som et nyt fælles sprog, lykkedes det aldrig rigtigt. I dag har EU hele 24 officielle sprog.

Vores fælles historie består mere i at bekrige hinanden, end egentlig fælles harmoni. 

Fælles traditioner har vi heller ikke meget af. Faktisk er traditionerne mellem nord, syd, øst og vest så forskellige, at de ikke kan betegnes som værende fælles. 

Vores kulturelle tilgang er så forskellig fra hinanden, at ikke mange danskere vil kunne sige de deler fælles kultur med sydeuropæere eller østeuropæere. Sydeuropæere anses for dovne, mens østeuropæere anses for kriminelle. Vi anser os selv for at være den flittige dreng i klassen, som alle bør se op til.

Religionen er også fragmenteret. Overordnet set har vi ganske vist den kristne kulturarv til fælles, men i sydeuropa er det i den katolske udgave med paven i spidsen. I den nordlige del af Europa er det den evangelisk-lutherske reformatoriske udgave med individet i spidsen. På de britiske øer er det den anglesaksiske kirke, der mere er et politisk brud med katolicismen, end et teologisk brud. I øst er det den ortodokse kirke, som er en anden variant af den romersk-katolske kirke. Så ikke engang i religionen har vi kunnet blive enige.

Vi har altså en så temmelig forskellig tilgang til de parametre, som Hountington udpeger der identificerer en fælles civilisation, eller identitet om man vil, at man næppe kan tale om en fælles enhed.

Gennem historien har der været mange forsøg på at samle flere kulturer og nationer under fælles ledelse. Enten frivilligt eller gennem tvang og undertrykkelse. Nogle har overlevet kort tid, andre længere, men fælles for dem alle er, at de er gået til grunde igen. Nogle vil måske påpege USA som et modbevis, men USA er lidt en joker i denne kontekst. USA består primært af efterkommere af immigranter, der rejste til landet for få århundreder siden. De har således ikke en tusindårig historie, der knytter sig til et geografisk område. Alligevel er USAs eksistens, som vi kender den i dag, truet.

Lige siden Babels fald, har mennesket og satan søgt at genetablere det, som Gud valgte at sætte en stopper for. Vi bygger tårne/skyskrabere, som symbol på menneskets overlegenhed. Vi søger at genforene hvad Gud splittede op, for hvis dette lykkes, vil intet være os umuligt.

Denne viden er der kun én der kan have. Én, som selv var tilstede da Babel faldt og sprogene forvirrede folkene og folket blev spredt over jorden. Denne ene er han, som gjorde oprør mod Gud: Lucifer, eller Satan.

Islam er mere en ideologi, end det er en religion. Den grundlæggende målsætning i islam er ligeledes, at samle hele verden under én ledelse og under ét sprog. Det sprog er ikke engelsk, men arabisk. Islam dækker sig under et religiøst ansigt, og derfor møder den ikke samme politiske modstand fra EU, som hvis den var kommet i skikkelse af en ny politisk ideologi.

Jeg finder intet bibelsk belæg for, at det er imod Guds Ord, at handle med hinanden på tværs af grænser og kulturer, men at nedbryde grænserne og forsøge at samle disse til én enhed og som ét folk, er der ikke bibelsk belæg for.

EU må derfor betragtes som værende en humanistisk god ide, men det har aldrig været en Guds ide. Der imod må Brexit mere anses som værende en tilbagevenden til det kristne fundament og Guds ide.