Himlen er ikke målet...

Kristne, som kultur-kristne, taler om vore kære 'deroppe', underforstået i himlen. Kristne kan have tendens til at fokusere på en evighed i himlen. Har ofte hørt udtalelser som: "Når Jesus kommer og henter os, så skal vi være hos Ham i himlen i al evighed".

Men er dette nu også sandt?

I Åbenbaringen 21 læser vi om Den nye himmel og den nye jord, men målet er ikke at komme i himlen hvor Guds bolig er, men at komme til at bo på den nye jord, hvor Gud selv også vil tage bolig.  Så målet er ikke himlen, men at bo på den nye jord. Dette er altså genoprettelsen af Guds oprindelige skaberværk: En jord, hvorpå menneskene skulle bo, i et paradis hvor Gud selv også ville være tilstede. Mennesket valgte i stedet synden, men Gud havde en plan til genoprettelse: Han ville sende sin søn, som med sin død skulle bygge bro igen mellem menneskene og Gud.

Lige som den gamle pagt, hvor Templet var indrettet med en forgård, det hellige og det allerhelligste, hvor Gud gav fri adgang til det allerhelligste da Han flængede forhænget fra øverst til nederst, således er også eksistensen indrettet efter samme princip. Forgården er frelsen i kristus mens vi endnu er på jorden. Det hellige er Guds bolig i himlen, men det Allerhelligste vil være tilværelsen på en ny jord, hvor Gud tager bolig blandt menneskene.

Jorden er altså et forstadie til Himlen, mens Himlen ligeledes er et forstadie til den nye jord.

Så når vi forestiller os evigheden, så er det en evighed på den nye jord, vi skal forestille os...

Men når vi taler om evigheden i Guds nærvær, så må vi også have in mente, at der er en evighed adskilt fra Guds nærvær.

Forgården er her tilværelsen på jorden, hvor vi tager afstand fra Gud. Næste stadie er helvede, en tilstand af tortur og smerte uden ophør. Men også afstanden fra Gud har et tredje stadie: Ildsøen.

Så når vi glædes over en evig og uophørlig samvær med Gud, så må vi huske alle dem omkring os, som måtte se frem til en evig og uophørlig afstand fra Gud under kontinuerlig pinsler og tortur.

Shemitah, jubelår og Herrens genkomst

Når I læser dette indlæg, kan det være mulighed for små uoverensstemmelser med tidligere indlæg. I stedet for at sidde og bruge masser af tid på at redigere gamle indlæg, håber jeg I vil fokusere på de nyeste indlæg. 

Jeg har prøvet at udarbejde en lille grafik, som illustrerer lidt om sammenhængen mellem Bibelske profetier og samtiden. Denne grafik vil jeg præsentere i dette indlæg. 

Shemitah er et begreb, som jeg vist ikke behøver at præsentere nærmere. Når jøderne havde holdt 7 Shemitah, var det første år i den nye cyklus det 50. år erklæret jubelår. I jubelåret skulle land gives tilbage til dets oprindelige ejer. Der er ganske vist ingen på jorden som i dag kender cyklussen for jubelåret, men Gud kender den. Han har selv fastsat kalenderen og cyklussen.

Som den ovenstående illustration viser, er at året efter Shemitah i 1915-16, fik jøderne i 1917 rettigheden til at vende tilbage til Israel igen. Altså; landet blev givet tilbage til dets oprindelige ejer. I 1948 blev landet så officielt genoprettet. 

I 1965-66 er det igen Shemitah-år. I året efter, i 1967 - præcis 50 år efter jøderne fik landet tilbage, vandt jøderne Jerusalem tilbage, uden at åbne så meget som et eneste skud. 

Vi springer herfra videre til år 2000. I år 2000-01 var det atter Shemitah-år, som blev ramt af 9/11 og efterfølgende en verdensomspændende økonomisk krise. Dette var den første advarsel. 

Præcist 7 år senere rammes verden igen i Shemitah-året 2007-08 af den værste finansøkonomiske kriser, verden hidtil har set. 

I skrivende stund befinder vi os i Shemitah-året 2014-15. Et Shemitah-år, som også falder sammen med de såkaldte blood-moons (blod måner) og solformørkelser. 

Med det mønster der har været, så er det nærliggende at spørge hvad der vil ske i 2017, 50 år efter jøderne fik Jerusalem tilbage? Det sidste punkt jøderne tragter efter, er at få Tempelbjerget tilbage. Jøderne søger at genopbygge templet, for at genoptage ofringerne. Nogle kristne tager afstand for denne tanke, da man hellere ser jøderne i stedet indser Yeshua (Jesus) som deres Messias og tager imod frelsen. Dette håber forståeligt, men vi må også blot erkende, at Bibelen profeterer templets genopførelse og ofringernes genoptagelse. Men genopførelsen af templet vil korrespondere med eskatologiens trængselstid. 

I 2017, eller mere præcis: den 23. september 2017, står stjernetegnet Jomfruen op på himlen over Jerusalem, med solen ved hendes hoved, månen under fødderne og 12 "stjerner" (løvens 9 stjerner + venus, merkur og mars) over hovedet. I hendes skød vil konge-planeten Jupiter være at se i 9 måneder (graviditetsperiode), hvorefter den vil glide ud af stjernebilledet (fødsel) midt i 2018. 

Fra september 2015 til 2018 vil der være en periode på 3,5 år. Stjernebilledet Jomfruen markerer halvvejs i trængselstiden, eftersom der vil være 3,5 år tilbage EFTER "fødslen". 

Meget tyder på, at vi troende, som har taget imod evangeliets budskab om frelsen, har mindre end 12 måneder tilbage jorden... 

For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: "Fred og ingen fare!" da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe. Men I, brødre, er ikke i mørke så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv om natten.  (1. Thess. 5 v.2-4)