Kristne, som kultur-kristne, taler om vore kære 'deroppe', underforstået i himlen. Kristne kan have tendens til at fokusere på en evighed i himlen. Har ofte hørt udtalelser som: "Når Jesus kommer og henter os, så skal vi være hos Ham i himlen i al evighed".
Men er dette nu også sandt?
I Åbenbaringen 21 læser vi om Den nye himmel og den nye jord, men målet er ikke at komme i himlen hvor Guds bolig er, men at komme til at bo på den nye jord, hvor Gud selv også vil tage bolig. Så målet er ikke himlen, men at bo på den nye jord. Dette er altså genoprettelsen af Guds oprindelige skaberværk: En jord, hvorpå menneskene skulle bo, i et paradis hvor Gud selv også ville være tilstede. Mennesket valgte i stedet synden, men Gud havde en plan til genoprettelse: Han ville sende sin søn, som med sin død skulle bygge bro igen mellem menneskene og Gud.
Lige som den gamle pagt, hvor Templet var indrettet med en forgård, det hellige og det allerhelligste, hvor Gud gav fri adgang til det allerhelligste da Han flængede forhænget fra øverst til nederst, således er også eksistensen indrettet efter samme princip. Forgården er frelsen i kristus mens vi endnu er på jorden. Det hellige er Guds bolig i himlen, men det Allerhelligste vil være tilværelsen på en ny jord, hvor Gud tager bolig blandt menneskene.
Jorden er altså et forstadie til Himlen, mens Himlen ligeledes er et forstadie til den nye jord.
Så når vi forestiller os evigheden, så er det en evighed på den nye jord, vi skal forestille os...
Men når vi taler om evigheden i Guds nærvær, så må vi også have in mente, at der er en evighed adskilt fra Guds nærvær.
Forgården er her tilværelsen på jorden, hvor vi tager afstand fra Gud. Næste stadie er helvede, en tilstand af tortur og smerte uden ophør. Men også afstanden fra Gud har et tredje stadie: Ildsøen.
Så når vi glædes over en evig og uophørlig samvær med Gud, så må vi huske alle dem omkring os, som måtte se frem til en evig og uophørlig afstand fra Gud under kontinuerlig pinsler og tortur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar