Det, som typisk kaldes Det Nye Testamente er skrevet på græsk, da det var skriftssproget på den tid. Det talte sprog fra imidlertid aramæisk, som er en variant af hebræisk.
Det som jeg så stiller spørgsmålstegn ved er, om græsk er den bedste grundtekst at henvise til?
Som dansker skriver og tænker jeg på dansk, even if I write in english, oder deutch (også selvom jeg skriver på engelsk, eller tysk). Hele min kulturforståelse er dansk, ligesom også mine udtryksformer er danske.
Vi danskere har udtryk og vendinger, som ikke umiddelbart kan oversættes til andre sprog, uden de mister deres betydning eller forståelse. F.eks. når vi beder en anden "at rende og hoppe". Hvis en oversætter ikke kender dybden i betydningen af dette, vil sætningen bliver oversat direkte ti: "to run and jump". Modtageren vil stå uforstående, og vil så efterhånden selv begynde at tillægge en tolkning af udtrykket for, at give det mening og forståelse. Det kan måske ende med at handle om en særlig motionsform, måske endda tolkes som en variant af hækkeløb.
For nogle år siden havde vi besøg i vores kirke af en prædikant fra udlandet. Han havde selv medbragt en tolk - ikke en særlig dygtig tolk, men det vidste han jo af gode grunde ikke. I sin tale brugte han et billedsprog med "Fine China". Tolken fik det oversat til: "Fint kinesisk" uden en uddybende forklaring, med det resultat, at tilhørerne der ikke kendte udtrykket mistede halvdelen af budskabet, idet de ikke forstod at hans billedsprog handlede om old-kinesisk porcelæn af helt særlig, men skrøbelig, kvalitet.
Samme prædikant brugte også udtrykket: "High five". Altså om det med at slå en hånd sammen med en anden i strakt arm. Tolken fik det oversat til: "Fem høje", og tilhørerne sad lettere forvirrede og kiggede på hinanden... Hvad er det for nogle høje han taler om? Er det gravhøje?...
Et sted hvor vi ser hvordan oversættere har smittet en fejloversættelse af på hinanden, er i beretningen om Peters forådelse af Yeshua i Lukas 22 v.60. Fejlen her består i, at der ikke fandtes høns i Jerusalem på det tidspunkt. Høns blev anset for at være urene dyr. "Hanen" der galede var altså ikke en hane fra et hønsehold. "Hanen" var et øgenavn der blev anvendt om præsten der kaldte til morgenbøn. Dette udtryk forstod disciplene, for både de og Yeshua var en del af samme kulturforståelse, mens vi har tolket det bogstaveligt.
Har det nogen betydning, kan man så spørge? Ikke i dette eksempel, men der er andre eksempler hvor det har haft stor betydning for misforståelse af teksten og budskabet.
Et andet sted hvor forskellen kommer særligt til udtryk, er hvor Yeshua i Åbn. 1 v.8 siger: "Jeg er alfa og omega..." Græsk er et lineært sprog, altså hvor alfabetet skrives lineært, er hebræisk cirkulært, hvor det første bogstav (Aleph) hænger sammen med det sidste bogstav (Tav). Den græske udgave kan da tolkes til: "Jeg er begyndelsen og slutningen", mens den hebræiske udgave kan tolkes til: "Jeg er uden begyndelse og uden ende". En ganske anderledes og mere sigende oversættelse, som også bekræfter at Gud altid har været og altid vil være.
Det er altså vigtigt at man kender nuancerne i det sprog der oversættes fra, men ikke blot det, man må også kende kulturbaggrunden hos forfatteren.
Det, som jeg prøver at sige er: Blot fordi man skrev på græsk, var forfatterne på Det Nye Testamentes tid jøder af kultur og forståelse. Det betyder, at den mest reelle grundtekst man tager udgangspunkt i, ikke bør være græsk, men hebræisk.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar