mandag den 10. februar 2014

De to vidner i Åbenbaringen

Hvem er de to vidner, som vi læser om i Åbenbaringsbogen?

Umiddelbart kan vi jo være ligeglade med HVEM de er, men det er alligevel en interessant tanke. Det har ingen betydning for frelsen eller noget i den retning, at vide hvem de er. Alligevel har det været et spørgsmål, som til alle tider har optaget de, som studerede emnet Escatologi - Det vil sige læren om endetiden.

Lad os starte med at læse om de to vidner i Åbenbaringen.

Åbenbaringen 11 v.3-10:
"Og jeg vil sætte mine to vidner til at profetere i tolv hundrede og tres dage, klædt i sæk. Vidnerne er de to oliventræer og de to lysestager, som står foran jordens Herre. Hvis nogen vil gøre dem fortræd, står der ild ud af deres mund og fortærer deres fjender; hvis nogen vil gøre dem fortræd, er det sådan, han skal dræbes. De har magt til at lukke himlen, så der ikke falder regn, så længe de profeterer, og de har magt til at forvandle vandet til blod og ramme jorden med enhver tænkelig plage, så tit de vil. Når de har fuldført deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på gaden i den store by, hvis åndelige navn er Sodoma og Egypten, og hvor deres herre blev korsfæstet. Mennesker af alle folk og stammer, tungemål og folkeslag skal se deres lig i tre og en halv dag, men vil ikke tillade, at deres lig bliver lagt i graven. Og de, der bor på jorden, skal glæde sig over det og juble og sende hinanden gaver; for disse to profeter havde været en plage for dem der bor på jorden."


Elias

Den mest gængse opfattelse er, at det er Elias og Moses. At det netop er de to, bases på, at netop disse to viste sig sammen med Jesus i forbindelse med forklarelsen på bjerget.

Mathæus 17 v.3:
"Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham."

Du må selv slå konteksten op. 

Også det faktum, at Elias aldrig døde, men blev hentet op til himlen i en ildvogn. Det kan man læse om i 2. Kongebog 2 v. 11. 

Et af de argumenter der føres for Elias er en af dem er, at Elias kaldte ild ned fra himlen, og der lyder argumentet så, at det også er et af kendetegnene for de to vidner. Men her roder man det sammen. Som man kan læse ovenfor, så er tegnet, at der skal stå ild ud af munden på vidnerne. Det vil til gengæld være et af Antikrists tegn, at nedkalde ild fra himlen jf. Åbenbaringen 13:13. 

Her er det så interessant at se, at Malakias profeterer, at Elias skal komme igen.

Malakias 3 v.23:
"Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige.


Moses

Moses døde til gengæld (5. Mosebog 34 v.7). Judas beskriver i Judas 1 v.9, at ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om Moses' lig. 

At de stredes er ofte blevet tolket som, at Gud ville hengemme Moses' legeme til senere. 

Et argument for, at Moses skal være en af de to vidner er, at de skal kan gøre vand til blod, som også skrevet ovenfor. Her kan man så spørge om Gud er afhængig af Moses, for at udføre dette mirakel, eller om han vil kunne bruge en anden til samme mirakel, for det er jo ikke dem, men Gud, som reelt gør miraklet. 

Men er der andre, som kunne være relevante at se på? Ja, det mener jeg der er: Daniel og Johannes.



Daniel

Lad os starte med Daniel. Hvad begrunder jeg med, at Daniel kunne være en af de to vidner?

Daniel 12 v.13:
"Men du, Daniel, skal gå bort, indtil enden kommer. Læg dig til hvile, og stå op til din lod ved dagenes ende!"


"Læg dig til hvile" er oversat fra ordet "Nuwach", som også kan oversætte til: At bestå, Gemt til. 
"Stå op" er oversat fra ordet "'amad", som også kan oversættes til: Genopstå, fremtræde, træde frem på scenen, fremstå, stå op/imod. 
"Lod" er oversat fra "Gowral", som også slet og ret betyder belønning. 
Dagenenes ende refererer til endetiden, som også er den betegnelse tiden omkring Antikrists fremtræden, trængselstiden og lige efter bortrykkelsen. Altså ikke efter Tusindårsriget. 

Så med andre ord står der i dette vers: Men du, Daniel, skal gå bort til enden kommer. Du skal gemmes og stå op til din belønning ved dagenes ende.

Daniel er den Gammel Testamentelige profet, som har mest betydning i forhold til profetier om endetiden. 

Vil det ikke være fantastisk, hvis Gud så belønner Daniel for sin troskab ved, at lade ham se de ting, som han så i syner for så mange år siden?


Johannes

Den anden, som nogen mener det kan være, er Johannes. Johannes, som vandrede med Jesus i 3 år, som en af de 12 disciple. 

Åbenbaringen 10 v.11:
"Og der blev sagt til mig: "Du skal igen profetere om mange folk og folkeslag, tungemål og konger."

I den engelske oversættelse står der ikke: "om," men i stedet: "for". Altså, at Johannes igen skal profetere FOR mange...

Argumentet går på, at Johannes og Jakob i Mathæus 20 v.22-23, svarer Jesus om de vil kunne drikke af samme kop som han selv; altså at lide døden ved at blive slået ihjel. Det svarer de ja til. På deres svar lover Jesus dem, at de dermed skal få lov at lide døden for Hans navns skyld.
Jakob led martyrdøden, mens Johannes døde en naturlig død efter man havde forsøgt at slå ham ihjel uden held. I stedet blev han sendt i fangenskab på øen Patmos, hvor han modtog Jesu Åbenbaring (Åbenbaringsbogen). Johannes kom dog væk fra Patmos igen og døde af alderdom i Efesos. Så her skal argumentationen drejes så meget, at fordi Jesus har lovet Johannes at lide martyrdøden, men Johannes så døde af alderdom i stedet, er Gud nødt til at lade ham genopstå, for at kan lide martyrdøden som blev ham lovet.
For at argumentere for Johannes er den ene, anvendes også skriftsstedet i Lukas 9 v.54: "Da disciplene Jakob og Johannes så det, spurgte de: "Herre, vil du have, at vi skal sige, at der skal falde ild ned fra himlen og fortærre dem?" Argumenationen er så, at dette er et af tegnene på de to vidner, og da Johannes er en af dem som foreslår dette, kobler man ham sammen med at være en af disse to. Men som vi kan læse ovenfor i beskrivelsen fra Åbenbaringen om de to vidner, så er det ild ud af munden og ikke ild ned fra himlen, som er kendetegnet. 


Konklusion

Personligt mener jeg, at der skal vrides meget i argumentationen for, at Johannes er en af de to vidner.   Ligeledes mener jeg heller ikke der er bibelsk belæg for, at konkludere Moses kan være en af dem heller. Moses var en dygtig leder, men han var så menneskesky, at han måtte have sin bror til at tale for sig, da han ikke turde åbne munden foran andre. Men selvfølgelig, Moses kan have lært meget i den tid han har været hos Gud......

Der imod har vi to Gammel Testamentelige profeter, som begge har fået Guds Ord for, at de skal komme igen i endetiden: Elias og Daniel, som vi ser ovenfor.

Jøderne tror idag ikke på Jesus, sådan generelt set. De har "kun" Gammel Testamente. Så for at nå ind til jøderne, vil det jo være i Guds visdom, at sende to repræsentanter fra den del af Guds Ord, som jøderne selv baserer sin tro på: Gammel Testamente.

Så efter min bedste overbevisning må jeg antage, at de to vidner, som Åbenbaringen taler om, er Elias og Daniel.

Jeg læste forleden en, som på nettet havde skrevet vedkommende havde én stor drøm, som denne bad Gud om at få lov at møde, nemlig de to vidner. Vedkommende ønskede at møde dem for at ære dem og bringe dem gaver.
Men så har man jo altså VIRKELIG mistet perspektivet. De to vidner er sendt på jorden for at være menneskene en plage og en straf. Ikke nogen, som vi skal søge at bringe ære og gaver, som en slags tilbedelse. Så vidnerne er ikke nogen vi skal ønske at møde! Hvis vi ser dem, er det fordi man er ladt tilbage.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar